- Velkommen til Rækker Mølle Portalen

Torsdag den 5. juni inviterede Rækker Møllegaarden og IM i Bølling-Sædding traditionen tro til grundlovsmøde på Møllegaarden. Vejret tillod ikke at arrangementet blev afholdt i det grønne; men så har man heldigvis Stalden. Så mellem de mange lopper blev der fundet plads til de ca. 50, der havde valgt at fejre Grundloven sammen med Ruth Brik Christensen.
Ruth Brik Christensen er kendt for at være en god foredragsholder og for sit virke som soldaterhjemsleder i Irak, Afghanistan og Libanon. I 2009 blev hun af Jyllands-Posten kåret til ”Årets helt”  og hendes bog, ”Ruth i krig” er solgt i flere oplag.
Gert Thorø bød velkommen. Efter fællessangen: ”Du gav mig, o Herre, en lod af din jord” blev der budt på kaffe og kage. Efterfølgende sang Kirkekoret 3 velklingende sange, der passede til årstiden.

Ruth indledte med at pege på, at vi skal være taknemlige for, at vi har en god grundlov, der beskytter vore rettigheder. Hun havde inviteret en ung afghansk pige, Fatima til grundlovsmøde. Efter en hurtig omklædning til burka dukkede Fatima-Ruth op og læste fra den Sharia-lov, som Taliban underkastede hende.
Der er tale om en umenneskelig lov, der ikke tillader unge piger skolegang og forlanger, at de ikke må færdes i det offentlige rum uden i følgeskab med en mand – og naturligvis helt tildækket. Sharia-loven udsteder også dødsstraf over den, der forsøger at omvende en muslim, ligesom utroskab straffes med stening. Loven forbyder sang, dans og spil og går en ung pige med neglelak er straffen afhugning af en finger. Mange flere uhyrligheder og umenneskeligheder sanktionerer sharia-loven.
Da Ruth efter hjemkomsten fra Afghanistan hørte tale om, at der var folk, der ville have indført områder i Danmark, hvor sharia-loven skulle gælde, blev hun oprørt og var klar til at stille op til at ”pumpe cyklen” så folk, af sådan mening, hurtigst muligt kunne forlade Danmark.
Efter indledningen om Grundloven fortsatte Ruth med at fortælle og vise billeder fra det soldaterhjem i MOB Price, hun var med til at starte. Ruth er en medrivende foredragsholder, der med en skarp humor forstår at fange tilhørerne.

En spændende og lidt utraditionel grundlovsdag blev det på Møllegaarden. Tak til arrangørerne, at de påtog sig den opgave at fejre Grundloven. Det tjener ofte til, at vi får øje på lyset, når det bringes i kontrast til mørket. Det lykkedes bestemt Ruth at fremkalde taknemligheden over, at vi er givet godt lys i Grundloven - og bestemt ikke skal ønske os under anden lov. JH
Klik på et billede og se hele serien!

Sidst opdateret: 06-06-2014
Kalender
31-03-2024 13:00
Søndagsaktivitet
-----------------------------------

02-04-2024 15:00
åbent på arkivet
-----------------------------------

08-04-2024 19:00
Generalforsamling i Rk Mølle GUF
-----------------------------------

09-04-2024 18:45
Live foredrag i Finderup Forsamlingshus
-----------------------------------

11-04-2024 18:00
Koncert i Sædding Forsamlingshus
-----------------------------------

16-04-2024 18:45
Live foredrag i Finderup Forsamlingshus
Design: MediaConnect